MIDFASTE 2016

Livets brød.

Brød er kommet lidt i miskredit. I nogle år tid har det i al fald været populært med stenalderkost. Og det er vel af mærke jægerstenalder. Altså dengang fra 13.000-4.000 før Kristi fødsel, cirka, hvor vores forfædre levede af jagt og fiskeri. Var jægere og samlere.
Og altså ikke spiste brød.

Så når Jesus i dagens tekst taler om livets brød, så er det måske lidt op ad bakke lige præcis i de her år. Flere sætter spørgsmålstegn ved, om brød nu også er sundt. Skulle vi ikke hellere spise som jægere og samlere, det har vi jo faktisk været i 9.000 år?
Nu er der forskere, som mener, at man også i jægerstenalderen spiste stivelse, men den diskussion lader vi ligge her. For det ændrer ikke ved, at der de sidste 6-8 år er sået tvivl om brødets værdi.

Men lad os beholde et større perspektiv end de sidste få år. Vi har trods alt været brødspisere i 6000 år. Jeg har en bog – som jeg glemte at tage med – hvor en arkæolog og madhistoriker har samlet opskrifter på brød fra de 6000 år. En sjov ide synes jeg. Det er fra de første bønders emmerbrød, over Egtvedpigens æbleciderbrød og middelalderens skonrogger af rugsigtebrød til Madam Mangors første wienerbød, som var en tekage.

Jeg fortæller det for at minde os om, at brød har fulgt os i rigtig mange år og der er nok ikke tvivl om, at det var en større revolution end vi måske kan forestille os, dengang for 6000 år siden, hvor bondestenalderen begyndte og vores forfædre lærte selv at dyrke de planter og have de dyr hos sig, som de havde brug for at spise.

Det betød, at man kunne blive boede det samme sted hele året og efterhånden – altså slet ikke i begyndelsen, man skulle jo lige lære at dyrke jorden – men efterhånden gav dyrkningen af jorden mulighed for at brødføde en større befolkning. Og på lang sigt har det jo givet os et samfund med overskud til at vide og skabe så mange ting, som på ingen måde havde været muligt, hvis vi hver dag skulle bruge det meste af vores tid på at skaffe den mad, vi skulle spise.

Så selv om der altså de sidste år har været røster fremme, der betvivler brødets næringsværdi, så ligger det nok dybt i de fleste, at brød er godt.

Og vi kan høre det på et ord som ”at brødføde”. Egentlig betyder ”brødføde” den del af kosten, som er brød, men ”at brødføde” er kommet til at betyde at underholde, at sørge for de basale fornødenheder. Eller vendinger som ” at have nogen i sit brød”, ”at tage brødet ud af munden på nogen”, ”at tjene til sit brød” eller sætningen ”den enes død den andens brød”. Udtryk som viser os, at brød er blevet opfattet som det basale rigtig længe.

I Mellemøsten, hvor Jesus jo levede, går menneskers historie med brød endnu længere tilbage. Landbruget opstod i Mellemøsten for 11.000 år side. Og fra Mellemøsten bredte landbruget sig så til Europa og dermed til det nuværende Danmark.

Når Jesus altså siger til sine tilhørere, at han er livets brød, så vidste de helt ind i knoglerne, at brød har man brug for. De havde – ligesom vi har – haft brød som en grundlæggende del af kosten i mange flere generationer tilbage, end nogen kunne huske. 9.000 år, det er lang tid.

Brød er basiskost, brød bliver man mæt af, når man bare har brød, så skal det nok gå.

Jeg har i en del år ikke kunnet tåle brød og det generet mig, ikke bare fordi det var upraktisk eller fordi jeg blev uden for fællesskabet. Fordi fællesskab også hænger sammen med at spise sammen, men også bare fordi vi i min slægt har været bønder så langt tilbage som slægtsforskningen og kirkebøgerne rækker. Det kunne da ikke passe synes jeg, at sådan en bondepige som mig ikke kunne spise brød. Det kan jeg så heldigvis igen.

Så brød – det vidste de instinktivt og det ved vi instinktivt – brød betyder det, som vi grundlæggende har brug for for at overleve. Det er også hvad Luther forklarer i sin katekismus.

Vi hører jo til i den danske folkekirke. Den danske folkekirke er evangelisk luthersk. Evangelisk fordi vores tro bygger på det, som står i evangelierne, eller Bibelen i det hele taget og så er den luthersk og springer ud af det opgør Luther havde med den katolske kirke. Og derfor kan vi slå op i vores salmebog og finde uddrag fra Luthers lille katekismus.
Det er en bog han lavede, fordi han gerne ville have, at enhver husfar oplærte hele sin husstand i den kristne tro. Altså i hvad det betyder alt sammen. Så han har blandt andet et afsnit om bønnen Fadervor.

I Fadervor står der jo: ”Giv os i dag vort daglige brød”. Og Luther forklarer, at dagligt brød er alt, hvad der er brug for til liv og legeme, som mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, jord, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt styre, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner, trofaste naboer og andet lignende.

Det lyder godt, synes I ikke? Godt styre, godt vejr, gode venner. Det kunne jeg også godt tænke mig. Jeg vil blive ved med at bede den bøn.

Så altså også her betyder brød, det som vi har brug for. Det som skal til for et godt liv.
Brød betyder basis. Basis for at kunne leve.

Brød ligger i bunden af Maslows behovspyramide. Det er grundlæggende. Det er her vi begynder.

Og når vi beder til Gud: ”Giv os i dag vort daglige brød”, så er det vel fordi, vi tror på, at Gud kan og vil give os det vi har brug for.

Det er i al fald også det dagens tekster fortæller os.

Teksten fra det gamle testamente fortæller, at da israelitterne manglede børn i ørkenen, så lod Gud manna regne fra himlen. Det er et dejligt ord ”manna”. Nogle forskere har foreslået, at manna kunne være honningen fra tama’risk busken, der findes i Sinai, og som på arabisk hedder mann. På dansk kender vi afledninger af manna i mannagryn eller de bibelske mannakorn, altså små sedler med sætninger eller vers fra Bibelen. Og så er manna elmetræets florlette frugter, som i maj og juni svæver i vinden. Men det begyndte altså med manna, som var det Gud gav israellitterne, da de var sultne.

På samme måde har Jesus gjort det lige før den tekst vi hører i dag. Det er derfor de opsøger ham igen. Han har lige mættet 5000 mennesker med to fisk og fem brød. Og vi ved jo også godt, at Gud er sådan. At han har skabt verden sådan, at den rummer alt det, vi har brug for. At vi så ikke er gode til at dele om det der er, det er en anden sag. Jeg besøgte Guatemala for mange siden. Det er et utrolig frugtbart land, hvor man kan høste tre gange om året og alligevel er der mennesker som ikke får nok at spise hver dag.

Men jorden – den jord Gud har skabt, er frugtbar. Da israelitterne delte det forjættede land i mellem sig, var det sådan, at selvom man skyldte penge væk og måtte afgive sit land, så fik man det tilbage hvert syvende år. På den måde fik man hele tiden en ny chance for at klare sig. Jorden er rig og det giver mening at bede Gud give os vort daglige brød.

Jesus siger: Jeg er livets brød.

Livets brød. Ja, hvad ellers. Brød er vel altid livets. Man kan ikke forestille sig dødens brød. Hvis man er bange, vred, fortvivlet eller presset kan man netop ikke spise, man mister appetitten, får kvalme. Så det der presser livet giver heller ikke appetit. Brød er for livet. Men Jesus mener noget mere. Jesus Kristus er livets brød, fordi når vi giver plads for ham i vores liv, så er der mere rum for livet.

Både dette og det evige liv. Det er præcis det, vi får en chance for, om ikke at forstå, så at opleve, i nadveren. Vi spiser et brød, det brød er Jesus Kristus, vi tager imod ham og vi får del i hans liv. Lige nu og her – og i evigheden. Livets brød.

Det er det han er. Livets brød. Også for os.

Amen

PETERS KALDELSE. PRÆDIKEN TIL 5. SØNDAG EFTER TRINITATIS

Der er en keltisk sang, som begynder sådan her: ”Herre at se dig, er min længsel og bøn.
Og jeg tror, at mange genkender en længsel efter at møde Gud. I al fald er der mange, som reagerer med et: ”Hvor er du Gud? ”, når livet går dem imod.
Jeg tror, at vi er født med den længsel, at vi er skabt til at have forbindelse med Ham. Ja, ikke bare forbindelse. Men til at have et kærlighedsforhold.

Det er da heller ikke tilfældigt, at forholdet mellem Gud og mennesker beskrives i Bibelen med vendinger, som folk kender fra den måde, man fejrer bryllup på.

Det var skik i Israel, at den unge mand og den unge kvinde først forlovede sig, og så begyndte manden at bygge en bolig mere på sin fars hus. I kan forestille jer, hvordan det blev til knopskydninger i alle retninger. Den unge mands far holdt øje med byggeriet, og først når han var tilfreds, kunne de unge gifte sig.
Så når Jesus siger til sine disciple: ”
I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? ”
Når Jesus siger det, så har de smilet, for de vidste, at det hørte til bryllupsfejringen at gøre en bolig rede. De har smilet og tænkt, vi hører til hos Gud, ligesom brud og brudgom hører sammen.

Og når der i 1. Mosebog fortælles om Adam og Eva, at de skal blive et kød. Så er det samme ord for ”et”, som der bruges om Gud i den jødiske trosbekendelse fra 5. Mosebog: ”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én”. Den menneskelige og den guddommelige kærlighed hænger sammen.

Vi kan også tænke på beskrivelsen i Johannes Åbenbaring af Det nye Jerusalem, der ved tidens ende skal komme ned fra himlen, smykket som en brud for sin brudgom. Igen bryllupsmetaforik.
Gud længes efter mennesket og mennesket længes efter Gud. Det er et kærlighedsforhold.
Herre at se dig, er min længsel og bøn.

Men Bibelen er også fuld af eksempler på, hvordan den kærlighed svigtes. Hoseas fortæller om, at Israels folk hellere vil have andre guder og så står der så smukt, at Gud siger:
”Derfor vil jeg lokke hende,
jeg vil føre hende ud i ørkenen
og tale til hendes hjerte.”
Ligesom i andre kærlighedsforhold risikerer Gud afvisningen og mærker smerten.
Herre at se dig er min længsel og bøn.

I dagens tekster får de ham at se, Gud selv, både Esajas og Peter. Esajas møder Gud i et syn, fiskeren Peter møder Gud klædt i kød og blod, altså Jesus.
Men de reagerer på samme måde.

Først opdager Peter det ikke, men så ser han det samme som Esajas ser. Det går op for dem, at Gud er hellig, og de bliver ude af sig selv af skræk.
Seraferne – det er en særlig slags engle – de synger: ”Hellig, hellig, hellig” – ligesom vi sang det før.
Ikke: ”Gud er fantastisk hellig, vidunderligt hellig eller enormt hellig”, nej, der er ikke noget, der kan forstærke ordet hellig, for det er det stærkeste udtryk, og derfor bliver det i stedet gentaget.
Qadosh hedder det på hebraisk, qadosh, qadosh, qadosh. Gud er hellig.
Når Gud kaldes hellig, så understreges det, at han er den helt anden, at han er mysterium, som der står længere fremme hos Esajas: ”
For jeres planer er ikke mine planer,
og jeres veje er ikke mine veje,
siger Herren;
v9 for så højt som himlen er over jorden,
er mine veje højt over jeres veje
og mine planer over jeres planer.”

Og det ser ud til, at når Gud viser sig med hele sig selv, så er det mere end et menneske kan bære. Det er for stort, for voldsomt.
Guds kraft, som har frembragt universet, Guds kærlighed, som er så stærk og så ren, så blottet for magtbegær og skjulte dagsordner, når den står lysende foran et menneske, så bliver det så tydeligt, hvem vi er.
Herre at se dig er min længsel og bøn
Ja, men når det så sker, så siger Esajas: ”Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber. ”
Og Peter siger: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand. ”’

Kenneth Bailey har skrevet en bog, som hedder: ”Jesus set med mellemøstlige øjne. ” Og han siger blandt andet:
Peter er fisker, og han synes måske også, at Jesus, den her omvandrende prædikant, er lige fræk nok, når han vil belære ham om, hvornår der skal fanges fisk, men Jesus har lige helbredt Peters svigermor, så Peter må nok hellere gøre, hvad Jesus siger.
Men det ændrer ikke på, at Peter er fisker og han skal forsørge sin familie. Så da han mærker, at der er mange fisk i nettene, så råber han ikke til vennerne i den anden båd - lyd når nemlig syv gange længere over vand end over land, og der er jo ingen grund til at alle de andre fiskere kommer sejlende, nej han gør bare tegn. Økonomiske hemmeligheder skal man værne om, tænker fiskeren Peter.
Måske tænker Peter, at Jesus på en eller anden måde har opdaget en ny kilde på søens bund, hvor fiskene samles. Med sådan en viden kunne man blive rig på få uger. Det er fiskeren Peter.

Men hvordan er det så muligt, at Peter kort efter forlader alt det, han er stolt af og god til?

Det lyder helt tosset. Han har lige fået sit livs fangst, som er ved at få nettene til at briste og bådene til at synke, de kan blive rige, det er jackpot, de har vundet i lotteriet.

Jo Peter får øje på Jesus og han undrer sig. Hvorfor går den her Jesus rundt og underviser folk om Gud helt gratis? Hvordan kan Gud være vigtigere end to både af friskfanget fisk?

Og pludselig bliver det klart for Peter, at han står over for en mand, som stiller spørgsmålstegn ved hele Peters måde at prioritere sit liv på.
Peter falder på knæ og siger: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand. ”

Herre at se dig er min længsel og bøn
Når Peter og Esajas møder Gud, så møder de også sig selv. Forstår hvor langt de er fra Guds hellighed.
De reagerer prompte med at forkaste sig selv. Siger at de ikke kan have med Gud at gøre. Men det er ikke det Gud siger. Det er slet ikke det, Gud siger.

”Hvem vil gå bud for os? ” bliver Esajas spurgt. ”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker. ” Peter. Der bliver ikke afstand. Esajas skal gå på Guds vegne, en betroet udsending. Peter skal følges med Jesus og gøre det samme som han.
Når man fanger fisk, så dør de, når Jesus og disciplene fanger mennesker, så får de liv, evigt liv.
Gud er god.
Herre at se dig er min længsel og bøn

MINDEGUDSTJENESTE 4. MAJ 2015 I RANDBØL KIRKE

Som stor skolepige besøgte jeg Lidice i det der dengang var Tjekkoslovakiet. Lidice ligger nordvest for Prag. Ja, der var jo ikke noget Lidice at besøge, men det område, hvor byen havde ligget, er et mindesmærke.

Der var sket det, at nazilederen Reinhard Heydrich var blevet skudt, Gestapo havde fået et fejlagtigt tip om, at mænd fra Lidice stod bag attentatet og den 10. juni 1942 jævnede tyske besættelsestropper byen med jorden, dræbte alle 192 mænd over 16 år og deporterede kvinderne til koncentrationslejre.

Byens 105 børn blev ført til et slot tæt ved, hvor 82 af dem blev gasset. Seks døde i småbørnshjem, mens 17 overlevede.

Kunstneren Marie Uchytilova blev så berørt, at hun brugte sit liv på at udforme de 82 døde børn som bronzeskulpturer. Desværre døde hun inden hun fik set sit livsværk, men hendes mand fuldførte arbejdet og i dag ser skulpturer af 82 børn ned på det sted, hvor Lidice engang lå.

Da vi var der for at se mindesmærket, kom en mand cyklende, som han sikkert gjorde så ofte han kunne, når der var besøgende på stedet.

Han fortalte, at han havde boet i Lidice, men at han ikke var hjemme den dag, det skete.

Jeg kan ikke huske, om han fortalte, hvad han lavede, men han var i al fald ikke hjemme, og derfor var han i live og kunne fortælle om det.

Jeg kan heller ikke huske, om han havde haft kone og børn, men jeg husker meget tydeligt, at han sagde til os: ”I skal ikke mere være triste over det der skete, I skal bare sørge for at det ikke sker igen”.

Vi, som var på besøg i Lidice den dag, har nok ikke haft skelsættende betydning for krig eller fred i Europa, men mange andre har tænkt som manden i Lidice og også handlet på det.

Og når vi i dag fejrer 70 året for befrielsen, så minder det os om, det der ikke har været krig på dansk jord i 70 år. 

Og det er ufatteligt privilegeret for mig at kunne sige, at der ikke har været krig i vores land i hele min levetid. Jeg er så taknemmelig for det og taknemmelig for de mennesker som har arbejdet og som arbejder i Europa for andre løsninger end krig.

Men andre steder i verden ser det ganske anderledes ud. Der er desværre alt for mange steder som Lidice, hvor byer hærges af bander, som mejer tilfældige ned og spreder død og rædsel.
I Irak er det vores soldater - sammen med soldater fra mange andre lande - der gør, hvad de kan for at stoppe det.

Vores udgangspunkt er, at ethvert menneskeliv har værdi og at vi ikke må tage et andet menneskes liv, men når vi er konfronteret med mennesker, som slår ihjel, så kan vi være nødt til at dræbe for at redde de uskyldige.

Det er ikke nok, at vide hvad der skal gøres og hvordan, det kræver også mod. Og derfor har jeg dyb respekt for de soldater, som tager opgaven på sig.
 
Jeg kender også et andet menneske, som udviser mod og ham har jeg lyst til at fortælle lidt om.

 Han hedder Carlos Hernandez og jeg mødte ham for tre år siden i forbindelse med mit arbejde.

Carlos er uddannet lærer og kunne let vælge et roligt og behageligt liv med sin familie, i stedet valgte familien i 1994 at flytte ud i et af de fattigste slumkvarteret i Honduras.

Mange sagde til dem, at det jo var fint at hjælpe de fattige, men at der ikke var nogen grund til ligefrem at bo sammen med dem. Det ville være dårlige forhold og kunne også være farligt. Hvorfor dog løbe den risiko?

Men de flyttede og de bor der stadig. De oprettede børnehave og skole i området.

For 17 år siden dannede de sammen med andre en organisation, der skulle arbejde for et mere retfærdigt samfund. De ønskede at gå imod korruption, vold og fattigdom.

Men det gør man ikke i Honduras uden at få problemer.

I 2006 må Carlos gå under jorden på grund af trusler om mord, og ingen behøvede at tvivle på, at truslerne var reelle, for kort forinden var en af hans nærmeste medarbejdere i organisationen, en advokat, blevet snigmyrdet.

 Carlos gik under jorden men valgte alligevel efter aftale med sin familie at fortsætte arbejdet mod korruption, vold og fattigdom.

Igen i 2013 var vi flere der frygtede for hans liv, men Carlos er stadig i live.

Carlos holder sig til de ord, som jeg læste fra Bibelen før. Det er ord, som Jesus har sagt, nemlig at: Størst er den, som sætter livet til for sine venner.

Det var der mennesker, som gjorde under besættelsen og det er der mennesker, som gør i dag.

 Måske kunne man mene, at den der har magt til at beordre en hel landsby likvideret eller få skaffet en menneskerettighedsforkæmper af vejen, at han er den største. Nej, siger Jesus, størst er den, som sætter livet til for sine venner.


 

 


PRÆDIKEN TIL MARIÆ BEBUDELSE I NØRUP 2015

Det er næsten som at holde jul her lige på overgangen mellem faste og påske. Vi har sunget ”Nu kom der bud fra englekor” og ”Lad det klinge højt i sky”, ligesom vi gør det til jul.

Fasten er jo elleres en alvorlig tid med eftertænksomhed og besindelse og så lige præcis i dag, får den umiddelbare glæde over livet og det underfulde overtaget.
For i dag hører vi om, at Jesus bliver undfanget.


Mariæ bebudelse ligger selvfølgelig ni måneder før jul, godt nok bliver Maria befrugtet af Helligånden, men ni måneder tager graviditeten nu alligevel.
Her hos os falder Mariæ bebudelse sammen med forårsjævndøgn. Det er 21. marts - altså i går - og jævndøgn betyder, at dagen og natten er lige lange. Der er selvfølgelig en tilsvarende dag om efteråret.


Min familie og jeg har i mange år fejret forårsjævndøgn. Der er noget at fejre, for fra nu af er dagene længere end nætterne. Vi tænder bål i haven og så plejer vi at se filmen Ronja Røverdatter, ja, nu er børnene egentlig for længst blevet for gamle til at se Ronja Røverdatter, men det er blevet en tradition og vi venter alle sammen på Ronjas forårsskrig. Hun siger til vennen Birk, pas på Birk for foråret fylder mig helt, og jeg kan ikke holde skriget inde længere. Og Birk holder sig for ørene. Og Ronja skriger.


Og foråret er på vej, selv om der var is på vandpytterne igen til morgen. Torsdag aften cyklede jeg en tur i skumringen og endelig duftede det af jord og grøde. Ved et vandløb var det næsten berusende – ja, det er måske ikke så godt, men det var i al fald uden risiko for tømmermænd.
Det var selvfølgelig også lidt fascinerende at suse ned af bakkerne i høj fart, efter at det faktisk var blevet lige rigelig mørkt til at cykle og så bare håbe, håbe, håbe på, at der ikke løb en ræv ud foran cyklen.


Foråret er den her overgang fra død til liv, nyskabelsen. Og vi ved at frøene er der i jorden, at kraften til at sætte blade ligger klar i træerne. Det er bare et spørgsmål om, hvornår det sker.

Vi kan ikke se et væld af flotte blomster eller træer der folder deres løv ud i stor pragt, når man kikker rundt er der stadig meget vissent og hengemt, nøgne træer og brune blade i vandhullerne, men det er forventningen om det, som snart kommer til at ske.

Ifølge traditionen har man forestillet sig, at verden begyndte ved forårsjævndøgn. At da Gud skabte dag og nat, så var de lige lange og så startede årets rytme herfra.
Og det at fejre Jesu undfangelse på samme tid, som vi bliver mindet om skabelsen passer godt sammen. Undfangelse er jo begyndelsen på skabelsen af et lille nyt liv.
Jeg tror, vi alle sammen bliver varme om hjertet, når vi hører nogen fortælle, at de venter sig. Det nye liv minder os om en ny begyndelse, en ny chance for at lykkes med det vi ønsker og længes efter.

Sådan er det også med foråret, sådan har jeg det i al fald. Jeg tror igen på, at jeg får lagt det bed om, som jeg heller ikke nåede sidste år, jeg drømmer om at plante nye sorter, og selv om det ikke lykkes, ikke alt sammen i al fald, så er det et godt sted at være, der hvor vi tør håbe og drømme. Hvis vi ikke drømte om noget som helst, så ville vi bare sidde tilbage med muligheden for gentagelse.


Gud tænkte store tanker, da han skabte verden:
Før Han skabte var der mørke over verdensdybet, det store urblæver, som mine børns farfar plejer at sige, der var tohu wabohu, det var hulter til bulter, men ud af Guds skaberkraft og vilje blev der i stedet for en umådelig artsrigdom og alting fik sin plads.
De to smukkeste gengivelser af det, som, jeg kender, er C. S. Lewis, der fortæller om, hvordan jorden bobler alle vegne, ligesom en gryde der koger, og så dukker der ellers alt fra elefanter til små egern op af jorden – fuldstændig ligesom planter der vokser. Så står de lige der og ryster jorden af sig.
Jeg kan også lige se det for mig, når Seidelin skriver så fint i sin genfortælling af skabelsesberetningen, at da Adam var blevet formet af jordens ler og Gud havde blæst sin ånde i ham, da løber op og ned af bakkerne – bare fordi han kan.


Når et nyt lille menneske bliver undfanget og vokser til i mors liv, bliver klar til at fødes, så ser vi på en helt forunderlig måde, at vi har del i det at skabe.

Og jeg tror ikke, der er mange, som ikke mærker, når de står med et nyfødt barn i armene, at det her er stort. Mærker forbindelsen til Skaberen selv og bliver taknemmelige.

 Vi kan også opleve en forbindelse til Skaberen, når vi værner om planter eller dyr, som vokser. Det er vi måske en del, som kender til, men jeg mødte også en gang en foredragsholder og forfatter, som fortalte, at hun ventede en bog. Hun oplevede det som en graviditet, at være fuld af tanker og ideer, som skulle skrives ned, gives liv og forhåbentlig blive til glæde for andre. Jeg tror, hun oplevede forbindelsen til Skaberen, når hun selv skabte, derfor sammenlignede hun det med undfangelsen af et barn.


I dag fejrer vi Mariæ bebudelse, Jesu undfangelse og dermed også skabelsen, livet og glæden over det alt sammen.
Gud skabte verden og i Kristus er vi skabt på ny til liv og fællesskab med Gud og hinanden. Og for det siger vi
Tak og lov og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed.
Amen.

 

v/ Helle L. Pahus

GUDSTJENESTER

BegivenhedDato

Gudstjeneste i Randbøl Kirke ved Christina Munk Storm

3. søndag efter trinitatis. Foregår i Randbøl kirke

2. jul 10:30
11:30
2. jul 10:30 -
11:30

Gudstjeneste i Nørup Kirke ved Christina Munk Storm

4. søndag efter trinitatis. Foregår i Nørup kirke

9. jul 10:30
11:30
9. jul 10:30 -
11:30

Gudstjeneste i Randbøl Kirke ved Christina Munk Storm

5. søndag efter trinitatis. Foregår i Randbøl kirke

16. jul 10:30
11:30
16. jul 10:30 -
11:30

Gudstjeneste i Nørup Kirke ved Jakob Legarth

6. søndag efter trinitatis. Foregår i Nørup kirke

23. jul 09:00
10:00
23. jul 09:00 -
10:00

Gudstjeneste i Randbøl Kirke ved Heinrich Pedersen

7. søndag efter trinitatis. Foregår i Randbøl kirke

30. jul 10:30
11:30
30. jul 10:30 -
11:30

ØVR. AKTIVITETER

BegivenhedDato

Børnekor

Børnekor for alle sangglade børn fra 0.-6. klasse i Nørup …

18. aug 16:00
17:15
18. aug 16:00 -
17:15

Babysalmesang

Babysalmesang i Randbøl Kirke er et forløb over 7 gange tirsdag …

22. aug 10:00
11:00
22. aug 10:00 -
11:00

Børnekor

Børnekor for alle sangglade børn fra 0.-6. klasse i Nørup …

25. aug 16:00
17:15
25. aug 16:00 -
17:15

Gudstjeneste i sommerfestteltet

Festlig familiegudstjeneste i sommerfestteltet ved Nøruphallen.

27. aug 09:00
10:00
27. aug 09:00 -
10:00

Babysalmesang

Babysalmesang i Randbøl Kirke er et forløb over 7 gange tirsdag …

29. aug 10:00
11:00
29. aug 10:00 -
11:00

Børnekor

Børnekor for alle sangglade børn fra 0.-6. klasse i Nørup …

1. sep 16:00
17:15
1. sep 16:00 -
17:15

Indskrivningsgudstjeneste i Randbøl Kirke ved Christina Munk Storm

Gudstjeneste for det nye hold Randbøl-konfirmander og deres forældre. …

3. sep 14:00
15:00
3. sep 14:00 -
15:00

Indskrivningsgudstjeneste i Nørup Kirke ved Heinrich Pedersen

Forklaringsgudstjeneste for nye konfirmander og deres familier, hvor gudstjenestens …

3. sep 14:00
15:00
3. sep 14:00 -
15:00

Babysalmesang

Babysalmesang i Randbøl Kirke er et forløb over 7 gange tirsdag …

5. sep 10:00
11:00
5. sep 10:00 -
11:00

Børnekor

Børnekor for alle sangglade børn fra 0.-6. klasse i Nørup …

8. sep 16:00
17:15
8. sep 16:00 -
17:15
Viser 1 til 10 af 26
<< <- 1-10 11-20 21-26 -> >>